Ansigt til ansigt med afgrunden

Denne hjemmeside har til formål at advare skiturister mod rejsebureauet Wintherrejser

Wintherrejsers guider lokker skiturister med på farefulde ture, uden at stille klare krav til deltagernes kondition og teknik.

På det som skulle have været en tiltrængt skiferie i det skønne Canazei, Italien, oplevede jeg mit livs værste mareridt. Efter en endeløs og vanvittig opslidende randonneé op af bjerget stod jeg totalt afkræftet, med rystende knæ ansigt til ansigt med den dybe afgrund. Det endte selvfølgelig ikke godt...

Læs mit klageskrift til Wintherrejser nedenfor.

Endvidere ser jeg frem til at kunne vise et svar fra Wintherrejser under mit klagebrev.

 

---ooOoo---

Wintherrejser
Borgvold 18, st. tv.
7100 Vejle

Hellerup, den 20. januar 2005

Vedr.: Klage over skirejse

Jeg skriver til Jer for at klage over en skirejse med Wintherrejser som jeg var på i uge 2. På feriens tredje dag deltager jeg, på kraftig opfordring fra en af Jeres provisionslønnede guider, i en skitur i bjergene. Denne tur skulle vise sig at blive fatal for resten af ferien.

Efter den fire timer lange tur op af bjerget vurderer guiden, at jeg ikke er i stand til at gennemføre nedturen, hvorfor jeg må tage samme rute tilbage i selskab med en guide. Under nedturen falder jeg og slår hovedet voldsomt. Dette styrt medfører, at jeg efter at være kommet ned tilbringer de næste 32 timer i sengen. Resten af turen er jeg stærkt utilpas og kommer ikke ud at stå på ski igen.

Min klage går på den totalt manglende information fra selskabets side både hvad angår turens sværhedsgrad, og hvad angår en generel vejleding om muligheder og rettigheder ved skader og sygdom.

Jeg finder det særdeles uansvarligt at guiden sælger mig en tur af denne sværhedsgrad, taget i betragtning af, at han de to foregående dage har fulgt mig på pisterne, og derfor har haft alle muligheder for at kunne vurdere mit niveau. At Wintherrejser ikke har faste procedurer for en vurdering af de udbudte tures sværhedsgrad samt af deltagernes niveau, er ingen undskyldning for, at Wintherrejser ikke har levet op til sine forpligtelser.

Endvidere er det stærkt kritisabelt, at der på intet tidspunkt er nogen fra selskabet, der henvender sig for at orientere mig om mine muligheder, eller om hvor jeg kan få hjælp. Det er kun ved et rent tilfælde, at jeg kommer i snak med en guide fra et andet rejsebureau, der råder mig til at opsøge lægen, forklarer mig om procedurerne i forbindelse med lægebesøg (sygesikring m.m.), og det er ligeledes ham, der informerer mig om min ret til at få refunderet mit liftkort.

Dette er informationer, man som et minimum ville kunne forvente af Wintherrejsers egne guider, der automatisk burde følge op på min tilstand, om ikke før, så i hvert fald efter de erfarer, at jeg ikke dukker op til de resterende bookede arrangementer.

Efter at være kommet hjem til Danmark og har fået efterrationaliseret på turen, er det stadig min klare opfattelse, at det har været den værste skitur jeg nogen sinde har deltaget i, og at Wintherrejser bærer en stor del af ansvaret for dette. Den helt basale information vedr. såvel turens sværhedsgrad, lægehjælp som refundering af liftkort, har ikke været tilstedeværende, som man kan forvente det hos en seriøs rejsearrangør. Jeg forventer derfor en refundering af udgifter svarende til en procentsats på 70-100 af såvel rejsens pris (dkk. 6.800) som for bjergturen (€30) minus de udgifter til liftkortet (€167), som jeg allerede har fået refunderet, i alt dkk. 5.781. Kan vi nå til enighed om dette, afstår jeg mig retten til at lægge sag an mod Wintherrejser, al negativ omtale af selskabet samt frarådelse af folk mod at benytte selskabet.

Jeg ser frem til at høre fra Jer.

Med venlig hilsen

Jakob Dalhoff
Cand.merc.FiR
Erhvervsmægler
Direkte: 39 45 85 55
Mobil: 26 16 44 86
Mail: jd@dn-erhverv.dk